TRE NOCTURNER af Peter Bruun

MIST MIG IKKE TROEN


Mist mig ikke troen,
når mørket vælder over os,
lad mig finde roen,
når dagen går i stå,
stop den dumme tanke,
at nogen har forladt mig, bliv her ved min side, mens natten falder på!

Gå mig ud i lyset,
når dagen kalder mig igen,
henryk mig af gyset
fra vind og vejr og vand,
hjælp mig i mit virke,
så jeg gør godt i livet,
følg mig på min rejse
igennem tid og land!


Se mig mine venner
og sig, vi skal slå følge nu, hold i vores hænder,
så bliver verden stor,
drøm mig det om natten, og lys mig det om dagen;
at jeg trygt kan glædes
og trøstes ved et ord:

Jeg er ikke alene,
det er aldrig kun mig,
jeg er ikke alene,
for andre går samme vej.
Du er ikke alene,
det er aldrig kun dig,
sammen har vi Gud med os,
når vi skal gå samme vej.
  

MÅNE FUGL OG NAT

Lys nu hvide måne
flyv nu sorte fugl
flyv gennem den tyste nat
flyv ud og flyv ind i skjul
og måne send mig hvile
fugl tag mig med dig
under stjernehimlen
løft mig op
tag mig ud og
tag mig med
med hjem til mig selv
hvor jeg kan drømme og finde fred.

 Send mig gode drømme
måne, fugl og nat
fortæl I er med mig og
jeg aldrig er spor forladt
snart blir i væk i dagen
snart kommer lyset
der er ting at gøre
rejs jer op
gå herud og
tag afsted
en ny morgen siger
vi skal være og være med. 

 

NÅR SNEEN HAR MØNSTRE AF FUGLESPOR

Når sneen har mønstre af fuglespor
natten er midvinter grå
grå som katten
vinternatten
dagen begynder at gå i stå.

Og fuglene samles i nøgne træer
sorte som fuglene selv
vintermorgen
sort som sorgen
dagen begynder alligevel

 Og tøsneen drypper fra tagene
dryppende, drømmende: Væk!
Hjerteknude
Vådt herude
men der er sprunget en vintergæk.