Venterum

Jeg hedder Venterum,

mine øjne, mine lunger hedder Venterum,

mit hjerte

med forkammer, hjertekammer, sidekammer,

kompliceret væsen

hedder Venterum,

det hele går og kommer, alting flyder.

Jeg håndterer min smerte 

som et voksent menneske, jeg gør ingenting.

Jeg sidder her, jeg har udsigt, jeg gør ingenting.

Alle kar er forbundne.

Det lød som om

Det lød, som om mit hjerte slog uden for mig, lød som en, der gik op ad

trappen med fødderne slæbende på trinene, troede, der var en, der gik op

ad trappen med fødderne slæbende på trinene, det var mit exohjerte, som

gør alle til søskende, der slog ind imod mig udefra, man hører altid til

mere end et sted.

Alle kar er forbundne.     

Lukket kredsløb

Når jeg ligger på ryggen og græder, løber tårerne via tindingen ind i

øregangene. Når trykket bliver højt nok, vil væsken presses tilbage op i

tårekanalen, og jeg kan ligge sådan, som et lukket kredsløb, lydløs jubel,

springvand, i flere tusind år. 

Sol, op og ned

Med panden vendt imod vest sidder en kvinde,

imellem hendes ben sidder en anden kvinde med panden vendt imod vest,

imellem den anden kvindes ben sidder en tredje kvinde med panden vendt

imod vest,

imellem den tredje kvindes ben

står den nye sol op.

—-

Med issen vendt imod øst sidder en mand på knæ og hænder,

og over ham, med issen vendt imod øst, krummer sig en anden mand på

knæ og hænder,

og over ham, med issen vendt imod øst, krummer sig en tredje mand på   

knæ og hænder,

og over

hen over ham går den nye sol ned. 

Du er i mig som

Du er i mig som

jeg er hele verden, havens

frugt. Og varme, beskyttelse, mad

og transport.

Så skal vi skilles ad, før vi kan mødes, vi hænger

sammen, så skilles vi ad.

For at mødes.

Jeg er alt, du er, jeg er varme, beskyttelse, mad.