Om JMF for DM: var målet at skrive et stykke, hvor materialet ville være fastlagt i »enkle« verbale instruktioner om »hvad man skal gøre« (med undtagelse af slutningen, som er noteret på traditionel vis). Når vi taler om »værkets indhold«, kan man sige, at det er en overgang mellem og gennem forskellige musikalske miljøer, som blev ›genereret‹ af musikken fra det forrige århundrede, fra »ikke-tonale støjstrukturer« gennem dodekafoni til »hvide tangenter« diatonik, hvilket resulterede i et citat fra en gammel koral fra senrenæssancen eller tidlig barok. Eller med andre ord, som en overgang fra »hverdagens brutalitet« til en tilstand af (som Cage ville sige) »at berolige sit sind og dermed gøre det modtageligt for guddommelige påvirkninger...«

Om Structures, Pages, (... and Improvisations): er et åbent partitur, en udførelsesplan, en instruktion til en musikalsk handling, hvor det lydmæssige resultat (selv fra komponistens perspektiv) kun kan nogenlunde forudsiges. Realiseringen afhænger af udøverens opfindsomhed, kreativitet og af dirigentens evne til at spille på sit superinstrument, ensemblet. Stykket er således i området mellem »komponeret, men improviseret« eller »improviseret, men allerede komponeret« musik... (Daniel Matej tror på, at denne bevægelse vil give interessante impulser for både dem, der spiller, og dem, der lytter...). Faktisk er det en »instrueret improvisation«, hvor musikerne disponerer det grundlæggende (abstrakte) materiale i form af fem musikalske gestus og to eller tre på forhånd udvalgte sider af eksisterende musik, som (på dirigentens tegn) skal »skrabes« på forskellige måder, som om det var en vinylplade. 

»Strukturer« og »pages« kan udføres uafhængigt af hinanden (hvilket betyder, at i ›strukturer‹ udføres det ad hoc lydmateriale i form af en given gestus, i »sider« skrabes den valgte side spontant på en hvilken som helst ønsket måde) eller i en kombination (i dette tilfælde underkastes »ridsningen« af en given side den valgte »strukturelle« gestus – for eksempel, hvis dirigentens venstre hånd viser struktur nummer et, og dirigentens højre hånd på samme tidspunkt viser side nummer et, bliver siden ›ridset‹ på samme måde som »struktur nr. 1«).

Om Okay…Okay?: Stykket er inspireret af og dedikeret til den legendariske tyrkiske trommeslager Okay Temiz, og elementer af tyrkisk musik, kan med ”a fake Turkish accent” høres i brugen af kvarttoner og tyrkiets nationalrytme 9/8.

Om SUSPENDED, PUSHED, MOVING: Når man ser på det overfladisk, synes en partikel, der er suspenderet i et medium – støv i luften, pollen i vand – at følge sin egen tilfældige bane og bevæge sig uforudsigeligt gennem mediet. Denne bevægelse opstår, fordi den synlige partikel bliver skubbet, presset og ramt i alle retninger af et stort antal små usynlige partikler, der udgør mediet. Hvad driver os til at bevæge os, træffe beslutninger og handle? Er vi bevidste om de utallige, usynlige og ubevidste kræfter, der konstant bombarderer os?

Om Joy Boy: Mellem de fjendtlige diminutiver i den sydlige amerikanske racisme, der giver udtrykket »boy« sin belastede arv, og genvindingen af sort uskyld og glæde hos sorte mennesker, der kræver sproget tilbage på sine egne vilkår, lever Julius Eastmans Joy Boy – en komposition, der objektiverer det ekstatiske selv for at genvinde det i en verden, der projicerer lidelse på den sorte psyke, før den overhovedet har en chance for at hævde sin jubel. Kan dens emne, en selvrealisert sort mand, overvinde sit stigma uden at give efter for vrede eller selvdestruktion? Der kan ikke være andet svar end at spille og genafspille den, at møde tvivlen med beslutsomheden om at prøve igen og frygten med en troskab til glæden.

 Om 7th Day Record: Af Martin Burlas, hvor (som i Workers Union af Louis Andriessen) kun det rytmiske lag er fastlagt, mens »lydene« skal vælges af udøverne. Man kan også betragte dette stykke som et vellykket forsøg på at forene resultaterne af amerikansk minimalisme med det kantede sprog i alternativ rock og den ironiske holdning hos en postmoderne kunstner ved årtusindskiftet. Det er dog også en slags »eksistentiel erklæring« til en »mørk politisk situation« i de første år af Slovakiets uafhængighed efter 1993.